INTRODUKTION
I slutningen af 2014 fik vi i Fonden VoxHall den idé, at vi ville undersøge, hvordan musik fungerer som inspiration i det moderne menneskes arbejdsliv. Vi ønskede at blive klogere på, hvad det er, musikken kan og gør, og hvordan den præger, påvirker og inspirerer os – helt generelt, men ikke mindst i arbejdsrelaterede situationer. Vi besluttede os for at interviewe en række prominente Aarhus-personligheder for at høre, hvordan de oplever musikken i deres hverdag – hvilken rolle musikken spiller for dem, hvordan de finder plads til musikken, hvordan de bruger musikken, og slet og ret hvad musik betyder for dem.
Denne hjemmeside samler artiklerne, som i løbet af 2015 blev publiceret i avisen Inspired By Music, der blev distribueret som indstik i Århus Onsdag. Som læser møder man borgmester Jacob Bundsgaard, mesterkok Wassim Hallal, TV-personlighed Anne Hjernøe, billedkunstner Hans Krull, nu forhenværende biskop Kjeld Holm, Øst For Paradis-direktør Line Daugbjerg Christensen, politiker Uffe Elbæk, filminstruktør Jørgen Leth, livsstilsekspert Anne Glad og Salling-direktør Marianne Bedsted der alle fortæller åbenhjertigt om musikkens betydning for dem. Hver og én fortæller de om farverige musikminder og om, hvordan musikken er blevet ved med at spille afgørende roller for dem – også i arbejdslivet.
I forlængelse af de 10 artikler arrangerede vi i 2015 en række alternative koncerter, hvor bands og kunstnere blev præsenteret i atypiske rammer. Vi ville gentænke den gængse koncert-oplevelse, og vi ville ud i byrummet og ind i andre dele af det aarhusianske kulturhjerte. Bogen her samler via en række fotoreportager op på begivenhederne, der blandt andet ud-spillede sig på ARoS, på Aarhus Hovedbanegaard, på Institut For (X), på Lille Torv, på taget af Atlas, i Steno Museets planetarium og på Kvindemuseet.
Rigtig god læselyst
Marianne bedsted
REFLEKSIONS-VENLIGE RUM
Salling-, Starbucks- og Carl’s Jr.-direktør Marianne Bedsted brænder for musik og både kobler fra og sætter sig op med hjælp fra netop musikken og dens evne til at skabe refleksions-venlige rum.
Ord: Pelle Sonne Lohmann
Marianne Bedsted har som forhenværende direktør for Musikhuset Aarhus beskæftiget sig professionelt med musik i alskens afskygninger, og den nuværende Salling-, Starbucks- og Carl’s Jr.-direktør har da også alle dage holdt af musik.
“Fra jeg var helt lille og frem spillede min mor af og til klaver og elorgel derhjemme – hun fandt også gerne vej til tangenterne juleaften og til diverse selskaber og familie-arrangementer. Hun spillede godt, og hun spillede alt muligt forskelligt, men havde dog et vist fokus på danske sange,” husker Marianne Bedsted og fortsætter:
“Derudover hørte vi næsten altid musik derhjemme, hvor radioen kørte temmelig nonstop, men selv om jeg gerne ville lære at spille et instrument, så blev det aldrig til noget. Jeg tror, at det kræver, at forældrene skubber lidt på, hvis det skal være, og det gjorde mine forældre ikke, så i stedet koncentrerede jeg mig blandt andet om at gå til spejder og gymnastik. Til gengæld har jeg sørget for, at begge mine egne børn har spillet musik – de er ganske vist gået væk fra det igen, men de spillede i nogle år.”
“Faktisk kom jeg med i et kvinde-rock-band, da jeg tiltrådte i Musikhuset i 2009 – vi fik undervisning af en lærer fra konservatoriet, og det er noget af det sjoveste, jeg har været med til. Vi mødtes to timer hver uge, og jeg kan ikke komme på en meget mere nærværende oplevelse – vi var 110 procent i det og kunne slet ikke tænke på andet, mens vi øvede. Det var meget intenst, men desværre måtte jeg trække mig ud af det, fordi jeg simpelthen ikke kunne finde tid,” fortæller Marianne Bedsted.
RAMT AF BOWIE OG PRINCE
Den senere direktør, der i årene før Musikhuset-tiden gav den som mange-årig direktør i hotelbranchen, fik som så mange andre unge mennesker musik-idoler i sine teenage-år, men mens hun som alle andre syntes godt om poppens helt store navne som Michael Jackson og Madonna, så var det andre stjerner, hun for alvor faldt for og valgte at prioritere – hun havde mere kantede præferencer.
“Jeg var fuldstændig vild med David Bowie, så det var kæmpestort, da jeg som 16-17-årig var til koncert med ham i København. Jeg hørte ham hele tiden, og jeg kan huske koncerten lige så tydeligt – ham var jeg meget betaget af. Sammen med Prince fyldte han virkelig meget i min ungdom – netop Prince oplevede jeg på Earl’s Court i London, da jeg som 18-årig efter endt gymnasium var flyttet derover. Det glemmer jeg heller aldrig,” fastslår Marianne Bedste og fortsætter:
“David Bowie, Prince og Roxy Music og senere U2 for den sags skyld ramte et eller andet i mig – de bragte mig i en anden følelsesmæssig forfatning og hjalp tankerne på gled. I perioder lyttede jeg konstant til dem, hvad end jeg var hjemme eller på farten – jeg havde jo min walkman. Jeg kan også huske en jordomrejse, hvor Tracy Chapman fyldte rigtig meget – hun var også én af heltene på et tidspunkt.”
KONCERT-FORMATETS GIVENDE NATUR
Marianne Bedsted er tydeligvis bidt af musik – hun har en CD-samling bestående af utallige skiver, som dog nu om dage befinder sig i poser i kælderen, hun er en ivrig streaming-entusiast med hang til både de gode gamle og alt det nye, og så elsker hun ikke mindst at tage til koncerter.
“Jeg har altid gjort meget i enkeltstående koncerter og gør det stadig – det er virkelig noget, jeg har dyrket meget. Meget mere end festivaler, selv om de også fascinerer mig. Koncerter kan være så utrolig givende, og hvis der er gået for lang tid, uden at jeg har været af sted, kan jeg i dén grad mærke, at jeg savner det, og at nu skal det snart være igen,” konstaterer Marianne Bedsted og fortsætter:
“Jeg synes, at jeg får et helt andet forhold til et band eller en kunstner, når jeg oplever det pågældende navn live, og generelt er det noget helt andet at høre musik fremført live end på plade. Det er derfor, at det er så vigtigt, at man tager til koncerter – det er simpelthen noget andet.”
SÆTTER SINDSSTEMNINGEN
Direktøren sørgede i sine Musikhuset-år for at se en masse koncerter og nævner forestillingerne med Melody Gardot og Patricia Petibon som nogle af de største oplevelser. Også Rufus Wainwright og Jamie Cullum gjorde indtryk, mens store øjenåbnere ude af huset inkluderer navne som Macy Gray og Lana Del Rey. Musik er en uundværlig medspiller.
“Musik betyder til hver en tid så uendelig meget for stemningen et hvilket som helst sted, og så betyder musik også meget for mit humør – det betyder eksempelvis meget for mig, hvad for noget musik jeg hører i bilen om morgenen på vej til arbejde. Faktisk glæder jeg mig altid til min ugentlige tur til Salling i Aalborg, fordi jeg hér har meget bedre tid til at høre musik i bilen,” afslører Marianne Bedsted og fortsætter:
“Når jeg er ude at løbe, og det er jeg typisk tre gange om ugen, hører jeg også altid musik, og det hænger jo blandt andet sammen med, at musik sætter mig i den rette sindsstemning – jeg slapper af, bliver glad og reflekterer med musikken. Derfor bider jeg også altid mærke i det, hvis musikken mangler i et givet selskab eller en given situation.”
MUSIK FREM FOR LITTERATUR
Som karrierekvinde med tidskrævende job og diverse bestyrelsesposter er der ikke noget at sige til, at Marianne Bedsted beskriver det som en udfordring at finde tid til musikalske oplevelser, nu hvor hun ikke længere er i daglig berøring med musikken rent professionelt – og samtidig har en familie at passe derhjemme i Højbjerg.
“Det ér en udfordring, men jeg har min ugentlige køretur til Aalborg og mine køreture til København, hvor Starbucks-møder ofte er på programmet, og jeg har mine løbeture. Derudover bliver det stadig til koncerter hér og dér, og så er vi gode til at være fælles om musikken i hjemmet, hvor der altid er noget på anlægget, når der eksempelvis laves mad,” lyder det fra Marianne Bedsted, der ganske enkelt har et klokkeklart behov for sommetider at koble fra med musik i ørerne:
“Det betyder virkelig meget for mig, at jeg kan trække stikket ud med musik i ørerne en gang imellem – jeg glemmer det nogle gange lidt, men det forholder sig virkelig sådan, at mens nogle slapper af med en bog, så slapper jeg af med at dyrke motion eller høre musik.”
REFLEKSIONEN I TIDSLOMMEN
Samtidig anvender Marianne Bedsted også musikken i arbejds-regi, hvor den bidrager med svært definerbare kvaliteter, der ikke desto mindre sikrer vitale gennembrud takket være sine lidt diffuse egenskaber.
“Musik inspirerer mig i mit arbejde i den forstand, at jeg faktisk løser mange opgaver, mens jeg hører musik. Jeg reflekterer over arbejdsmæssige udfordringer, og fordi musikken bringer mig ind i denne anderledes sindsstemning, så tænker jeg på en anden og ofte mere løsnings-orienteret måde. Det er lige som om, at musikken giver mig et nyt overblik over og syn på mine fokusområder her og nu, og så er det også min erfaring, at jeg bliver mere idérig og innovativ, når jeg hører musik. Samtidig gør musik mig ekstra glad og positiv, hvilket selvfølgelig også kun er konstruktivt,” påpeger Marianne Bedsted og fortsætter:
“Hvis nu jeg eksempelvis skal deltage i et Starbucks-møde i København med folk fra det europæiske hovedkvarter i Amsterdam, så giver musikken mig en ro, lige som den får det bedste frem i mig forud for mødet. Jeg får det bedre med mig selv og får løftet mit humør, og det giver naturligvis altid de bedste forudsætninger for gode resultater. Musikken giver mig en slags pause og fungerer som en art tidslomme, der gør mig mere klar i hovedet.”
Anne Glad
MUSIKKENS INTENSIVERENDE KVALITETER
Livsstilsekspert, TV-personlighed og strategisk direktør Anne Glad har haft musik tæt inde på livet, lige siden hun var barn, og den dag i dag hylder hun fortsat musikkens evne til at forstærke oplevelser.
Ord: Pelle Sonne Lohmann
Hendes mor fodrede hende med Tjajkovskij, “Dyrenes Karneval” og “Peter Og Ulven”, da hun endnu blot var fire år, hun begyndte at gå til klaver i slutningen af 1. klasse og blev som lille ofte slæbt med til klassiske koncerter som eksempelvis Vivaldis “De Fire Årstider”, og musikken spillede dermed en ekstraordinært stor rolle allerede tidligt i livsstilsekspert Anne Glads liv.
“Min mor gik ret meget op i vores musikalske opdragelse, og jeg var ofte helt opslugt af de værker, hun introducerede mig til. Det var heller ikke bare noget med, at musikken kørte i baggrunden – nej, vi blev bænket, og så var der ellers dømt lyttetid, lige som hvis man fik en historie læst op,” husker Anne Glad og fortsætter:
“Det var overvældende og sommetider helt fysisk at opleve, hvordan jeg kunne blive bange for, at ulven kom, når jeg hørte “Peter Og Ulven” – det var superspændende og bestemt noget, der kunne hensætte mig i både spændte, bange og lettede sindsstemninger. Der var noget uhyggeligt, men også fantastisk over flere af de store, svulstige værker, jeg blev præsenteret for.”
“Jeg fik i en tidlig alder en ret klar idé om, at jeg selv skulle være udøvende musiker, og lige så snart jeg måtte, begyndte jeg at gå til klaver. Jeg var fascineret af musikkens verden, og det skyldtes selvfølgelig meget min mor, der var musiklærer; vi havde en masse forskellige instrumenter derhjemme – guitarer, fløjter og ukuleler – og fra tid til anden kunne jeg komme med op på skolen og prøve trommesættet,” fortæller Anne Glad, inden hun går til tangent-bekendelse:
“Jeg gik til klaver i hele min barndom og i store dele af min ungdom, men mens jeg blev både teoretisk og teknisk dygtig, så kom det aldrig for alvor til at svinge.”
FLØDESKUM MED FLØDESKUM PÅ
Mens Anne Glad mere eller mindre fik den klassiske musik ind med modermælken, så var forældrene ikke meget bevendt, når det kom til populærmusikken – men så var der på belejlig vis en brormand, der kunne tage over.
“Det har været ret konsekvent for min musikinteresse, at folk har pushet bands og kunstnere til mig – jeg har kun sjældent været opsøgende på egen hånd. Det har jeg været på så mange andre områder, men ikke med musikken. Min bror elskede 80’er-pop – Nena, Duran Duran, Pet Shop Boys og hele den der britiske synthesizer-scene – og forærede mig en plade med Shakin’ Stevens. På den måde plantede han en glæde ved den dér lidt cheesy 50′-60’er-easy listening, som stadig holder ved den dag i dag,” fortæller hun og fortsætter:
“Culture Club og ikke mindst Boy George var dog det helt store for mig i nogle år – han var over alt på mit værelse, da jeg var barn. Jeg syntes, at han var bomben, og jeg elskede hans stil – jeg var vild med de her vilde udklædninger og var da også klædt ud som ham til karneval. Det var flødeskum med flødeskum på – en for langt ude maksimalisme. Han bar makeup, hatte og kjortler og flettede alverdens ting ind i sit hår og legede på den måde med kønnene. Det er ikke noget, jeg sætter på nu om dage, men dengang var jeg helt pjattet med ham, og jeg var mindst lige så optaget af ham som modefænomen som af hans musik.”
“Da jeg blev teenager, mødte jeg nogle seje drenge, der hørte The Cure og The Smiths, og det begyndte jeg så også at gøre. Noget, der vandt frem fra omkring 7. klasse, var kassettebånd – bejlere afleverede kassettebånd med sange på, og som tiden gik, blev det jo virkelig kunstnerisk; mit første længerevarende forhold udsprang blandt andet af kassettebånd, der var dekoreret med akvareller og kaligrafier – bånd, der blev sendt til Paris, hvor jeg boede i et års tid. I gymnasiet introducerede en veninde mig til U2, og sådan gik det slag i slag, men især The Cure holder jeg stadig meget af at høre – specielt i festligt lag,” fastslår Anne Glad, der også har flirtet indgående med festivaler:
“Jeg er opdraget med Midtfyns Festival, og faktisk optrådte jeg derude som 12-årig. Jeg var kommet med i et band, et rigtigt balle-orkester, der spillede Beatles og pigtrådsmusik – vi spillede til halballer og fik så muligheden for at optræde på festivalen. Heldigvis spillede der et eller andet tvivlsomt på den store scene, så teltet, hvori vi spillede, var helt tætpakket – det var en fed oplevelse. Efterfølgende var jeg af sted hvert år ind til 3.g, og det var superhyggeligt. I de senere år har jeg været på Roskilde og Skanderborg Festival, men typisk uden at overnatte – det passer mig fint at komme hjem og få et bad.”
DEN EKSTRA DIMENSION
Når livsstilseksperten sætter så stor pris på musik, som det åbenlyst er tilfældet, så skyldes det nogle helt bestemte egenskaber i musikken, som hun ikke finder andre steder.
“Musik er med til at gøre oplevelser større – eksempelvis er sex med musik en langt større oplevelse end sex uden musik. Selvfølgelig kan sex uden musik også være vidunderligt, men musikken tilføjer en ekstra dimension, som jeg tror, at der er nogle, der ikke får med – og det er synd,” konstaterer Anne Glad og fortsætter:
“Musik påvirker mig mentalt og følelsesmæssigt – den er simpelthen med til at gøre følelserne større og stærkere, og det er en ekstremt vigtig egenskab. Nogle gange kan jeg have så travlt, at jeg glemmer at sætte musik på, og så bliver jeg simpelthen så glad, når jeg kommer i tanke om, at jeg jo kan sætte musik på – man er sjældent ensom i en stue, hvor musikken spiller. Under løb og træning generelt betyder musik også alt – det er ganske enkelt lort at løbe uden musik. Musikken er forskellen mellem at gøre sig umage og bare være doven.”
“Musikken fungerer også sommetider som en enestående forløser – hvis man er ked af det og ikke rigtigt kan få åbnet den dér pose op, så kan det rigtige stykke musik åbne op for ventilen.”
INDPISKENDE KVALITETER
Anne Glad kender vi alle fra DR-programmet “Kender Du Typen”, men ved siden af TV-gerningen har hun også et tidskrævende job som strategisk direktør i det aarhusianske reklamebureau Envision. I begge regi profiterer hun af musikkens indpiskende kvaliteter.
“Jeg bruger musikken meget konkret, hvis jeg skal præstere og føler mig uoplagt. Der er perioder, hvor jeg arbejder sindssygt hårdt og så pludselig skal sidde klokken 6.30 i sminken på Danmarks Radio med udsigt til 12 timers optagelser. Der kan det godt være vanskeligt at gennemskue, hvor energien skal komme fra, men musikken er virkelig en god kilde til gejst og gåpåmod – også i dagens ofte tre-fire pauser, hvor jeg efter at have fået adrenalinen op at køre, pludselig kan risikere at skulle sidde og vente i en bil i halvanden time,” forklarer Anne Glad om den typiske “Kender Du Typen”-optagelsesdag, inden hun kaster sig over musikkens befordrende egenskaber i forhold til Envision-jobbet:
“Helt indlysende springer jeg fra den energi, der ligger i musikken, når jeg skal holde et oplæg og lige har hørt musik med knald på, der måske tilmed gør mig glad. Efterhånden har jeg dog holdt så mange oplæg, at jeg også har en kontakt, jeg kan tænde for, når jeg skal være “på” – det er noget, jeg er meget bevidst om, da de første to minutter af et oplæg som regel er afgørende for, hvordan resten af stunden bliver. Selvfølgelig kan jeg altid hive mig op og erobre en scene nu om dage, men tidligere brugte jeg musikken enormt meget, og jeg gør det skam stadig – det er rart at være naturligt opløftet af musikken, når jeg går på; ikke mindst fordi publikum kan mærke min boblende følelse i kroppen.”
“Musik giver mig også et mentalt pusterum, når jeg er på farten – den giver mig glæde, og hvis jeg så endda sætter én af min kærestes playlister på, så er der også noget nærvær og følsomhed at hente. Det kan være rart på de mange ellers ensomme bilture mellem Aarhus og København.”
Jørgen Leth
DE UMISTELIGE ØJEBLIKKE
Digteren, forfatteren og filmskaberen Jørgen Leth har haft et nært og dybt passioneret forhold til musik siden sin tidlige ungdom, og kærligheden til rytmerne og melodierne har ikke fortaget sig det fjerneste over årene.
Ord: Pelle Sonne Lohmann
Allerede som barn lyttede Jørgen Leth til musik med en ekstraordinær interesse, og blandt de tidligste helte fandt man den amerikanske spasmager Spike Jones og den danske jazzviolinist Svend Asmussen, hvis jungle-inspirerede nummer “Civilization” gjorde stort indtryk.
Siden lod han sig betage af dixieland-navne som Chris Barber og Humphrey Lyttelton, og inden længe kastede nysgerrigheden spændende tjanser af sig – Leth blev chefredaktør på Aarhus-avisen Demokratens ungdomstillæg Junior-Avisen og senere redaktør på det nystartede Jazzbladet.
Sideløbende med jazz-skriverierne afsluttede Leth sin studentereksamen, og et par år senere kaldte København – den nystartede avis Aktuelt, der erstattede Social-Demokraten, havde brug for en jazzredaktør ved lanceringen i 1959, og den post gik til Jørgen Leth.
“Jeg var meget begejstret over at få mulighed for at beskæftige mig så indgående med musik i de år – det var jo en passion på niveau med min cykelsports-entusiasme. Jazzens store skikkelser blev mine helte – Charlie Parker, Dizzy Gillespie, Bud Powell, Thelonious Monk og Miles Davis. Jeg mistede interessen for dixieland og tændte nu i stedet på bebop. Det bevægede mig meget at beskæftige mig med alle disse navne, og jeg opdagede, at jeg havde flair for at skrive om musikken på en poetisk måde, der snarere tog udgangspunkt i stemninger end akademiske tilgange,” husker Jørgen Leth.
KONCERTENS KILDREN
Den senere digter, forfatter og filmskaber brugte i sine første år i København stort set alle aftener på at gå til koncerter. Foruden de allerede nævnte navne oplevede han gang på gang stjerner som Count Basie, Louis Armstrong, Duke Ellington, John Coltrane og Stan Getz.
“Det kildrede mig enormt at være til koncert – det var gysende og fascinerende at opleve alle mine helte fra pladerne i levende live. Det var helt enestående, og jeg drømte om at bevare alle øjeblikkene i både hoved og krop – de gjorde så stærkt indtryk på mig. Jeg havde brug for at opleve alle disse musikere – de gav mig umistelige øjeblikke,” påpeger Jørgen Leth og kommer med et par eksempler:
“Jeg husker en Norman Granz-arrangeret koncert i KB Hallen med Miles Davis, Lester Young og Bud Powell, der hver spillede 20 minutter. Jeg glemmer aldrig den måde, hvorpå Lester Young kom ind på scenen – han kom tøffende ind med små bitte skridt, havde sin notoriske hat på og tenor-saxofonen over skulderen. Det var tydeligt, at han var fuldstændig bedøvet – han ænsede intet andet end sit instrument, men det lød guddommeligt.”
“Bud Powell var syg og dårlig og havde en sygeplejerske med, som skulle tage sig af ham, men selv om han sad helt skævt på piano-stolen og nærmest flød ind over klaveret, så spillede han alligevel mesterligt.”
“Den sidste gang jeg oplevede Miles Davis var i New York – han havde været igennem en længere sygdomsperiode og vendte nu tilbage i en ny opsætning og med en helt ny form for musik. Rent visuelt var han også en helt anden – han havde et kæmpestort og vildt hår, jakke og bukser, der glimtede, og så var hans trompet lavet i nye og anderledes farver. Alt var nyt og elektrisk ved ham, og det var storslået – det var lige som om, at han blev genfødt den dag, og det var et historisk øjeblik at overvære,” konstaterer Jørgen Leth, der generelt mener, at koncert-formatets visuelle kvaliteter er essentielle aktiver i jagten på de helt magiske musik-øjeblikke.
GLEMMER SIG SELV
Jørgen Leth, der for efterhånden mange år siden forærede sin enorme vinylplade-samling fra anmelder-dagene til sin datter Karoline, kan dog også snildt sætte pris på musik formidlet på andre måder.
“Når musik er bedst, glemmer jeg mig selv, når jeg lytter, og det er en vidunderlig følelse, som stadig rammer mig – ikke mindst når jeg hører soul-navne som Otis Redding og Marvin Gaye, der begge kan være helt fysiske oplevelser,” afslører Jørgen Leth, der betragter det som en betydelig sidegevinst, at musikken kan få én til at glemme sig selv:
“Det er utvivlsomt sundt for sindet at kunne give slip, og det kan musik hjælpe med – det er en meget vigtig faktor, og det er også noget, jeg kender fra min digter-gerning. Man kan ikke skrive digte uden at give slip på bevidstheden – faktisk ønsker man bare i den situation, at det hele løber løbsk og kører derudaf. Det er en helt afgørende kvalitet, at musikken kan påvirke éns selvbevidsthed – at man glemmer sig selv og lader sig føre med. Jeg bruger selv musikken som en slags vejviser, der leder mig ind i en given tilstand, og det har jeg det enormt godt med – det kan jeg virkelig godt lide. Sådan har musik altid virket på mig – og gør det stadig.”
MELANKOLIEN OG INSPIRATIONEN
Samtidig betragter Jørgen Leth det som noget af det mest forunderlige og fortryllende ved musikken, at den i mange tilfælde ikke forældes, men tværtimod fremstår tidløs – “evigt ung, evigt værdifuld,” som han udtrykker det. Han er omtrent jævnaldrende med Leonard Cohen, der dog lige er tre år ældre, men som han ikke desto mindre først for alvor har fået øjnene op for i nyere tid.
“Da jeg stadig havde mit hus i Haiti, hørte jeg i de senere år ofte Leonard Cohen sent om aftenen. Jeg spiste typisk for mig selv og havde en tjener, der passede godt på mig, og som gerne satte Cohens koncertplade fra London på anlægget. Så hørte jeg den, og måske jeg lige havde fået noget rom – der hvilede en melankoli over situationen, og jeg var på en måde lidt ensom. Og så skete der simpelthen det, at jeg begyndte at synge med – og da pladen var færdig, bad jeg om at få den spillet forfra. Jeg ønskede at forblive i den samme stemning og ville ikke høre noget andet – det var afgørende for mig,” erindrer Jørgen Leth, der fra tid til anden sætter stor pris på sådanne stunder:
“For mig er det en vigtig ventil her i livet at kunne hengive mig til den slags melankolske stemninger. Når jeg er i Haiti nu om dage, bor jeg i en lejlighed på et hotel, hvor der som regel er god musik i baren – tit sætter jeg mig derned, men i modsætning til de fleste andre vil jeg helst ikke snakke, så jeg sidder bare for mig selv og får en drink, mens jeg lytter til musikken. Jeg er også med til at bestemme musikken, så hvis de kommer ud på et fejlspor, så beder jeg dem om at rette ind.”
Den ukuelige, kreative kraft Jørgen Leth opholder sig nu om dage i Haiti fra oktober til april, hvor han ikke mindst kobler fra og skriver – i den forbindelse tjener musik en markant inspirerende rolle.
“Jeg bliver lige som lidt mere glad, når jeg hører musik – musik er en måde at rense hovedet på og at komme videre med sine tanker på. Jeg bruger det ikke systematisk på den måde, men som i situationen med Leonard Cohen føler jeg, at musikken gør mig i stand til at fordybe mig i mig selv, og det har jeg brug for en gang imellem. Nu går jeg godt nok ofte til koncert i Haiti, men i virkeligheden kan jeg bedst lide at høre musik for mig selv og uden snak og forstyrrelser,” erkender Jørgen Leth og fortsætter:
“Det sanselige i musikken er meget inspirerende for mig, og det samme gælder langsomheden. Langsomheden kan jeg enormt godt lide – jeg går stærkt ind for langsomhed. Musikken får mig til at trække vejret, og det gør den, fordi den er organisk og har et hjerte, der slår. Det appellerer til min krops væren og velvære – det er en vigtig pointe, at musikken sender signaler, der er kropslige og ikke-intellektuelle.”
“Jeg kan godt lide musik, der rører ved éns følelsesliv – musik må gerne røre mig og gøre mig opstemt. Ikke mindst fordi jeg er sikker på, at musik kan prikke til nogle følelser, der ellers ville være forblevet uberørte – musik er følelser, ikke tanker,” mener Jørgen Leth.
uffe elbæk
SELVINDSIGT OG FÆLLESSKABER
Leder af partiet Alternativet Uffe Elbæk er dybt inspireret af musik på såvel det personlige som det politiske plan.
Ord: Pelle Sonne Lohmann
Uffe Elbæk kom til verden på Ry Højskole og blev boende i byen, indtil forældrene i 1966 overtog forstander-tjansen på St. Restrup Højskole uden for Aalborg. På det tidspunkt var den kommende politiker 12 år, men allerede i årene inden flytningen fik han sine første afgørende musikalske oplevelser.
“Mit første idol var Elvis Presley, som jeg oplevede i 1964-65 i Ry Biograf, der viste flere film med ham. Han var min første helt store musikalske stjerne, men han var også meget mere end det,” fortæller Uffe Elbæk og fortsætter:
“Nu er det ikke fordi, at det skal blive over-psykologisk, men det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg levede et straight liv, indtil jeg var i midt-20’erne. Jeg har både børn og børnebørn, og det er så dejligt – perfekt faktisk. Men hvis jeg i bagklogskabens skarpe lys skal prøve at kaste et nyt blik på det, så kunne jeg vist godt mærke, at Elvis altså også bare var vildt lækker, da jeg sad der i biffen og betragtede ham. Den måde, han optrådte og brugte sin krop på, gjorde stort indtryk – sex og musik kan man ikke sådan lige adskille.”
DRØMMEN OM DET NYE 68
Siden lod Uffe Elbæk sig betage af Jim Morrison fra The Doors, lige som han foretrak The Rolling Stones frem for The Beatles, da dén krig for alvor rullede i anden halvdel af 1960’erne – om end John Lennon blev helten, da han forlod The Beatles. På det tidspunkt var den senere leder af det grønt orienterede parti Alternativet flyttet med forældrene til St. Restrup Højskole, hvilket skulle vise sig at være et endog særdeles stimulerende sted rent musikalsk.
“Ofte lå jeg med øret klistret til transistor-radioen, og jeg husker stadig den dag, hvor Jørgen de Mylius fortalte om den her fuldstændig vilde musikfestival – Woodstock. Men ellers blev jeg også velsignet med en masse inputs og informationer fra de mange unge fra København, der tilbragte tid på højskolen dengang – jeg var en teenager med strittende ører og alle antenner ude, og jeg lærte om alt lige fra Janis Joplin til The Savage Rose,” husker Uffe Elbæk og fortsætter:
“Det hele gik amok på den gode måde, og selv om jeg som teenager ikke havde noget historisk perspektiv at sætte tingene i, så var det stadig vildt at være helt ung i en tid, hvor verden lige som bare eksploderede. Jeg blev meget fascineret af amerikansk rockmusik, og navne som Bob Dylan, The Band, Joni Mitchell, Jackson Browne og Crosby, Stills, Nash & Young betød sindssygt meget for mig fra slutningen af 60’erne og frem.”
“Der var en form for utopisk energi i mange af de her bands og kunstneres musik – de troede på, at vi kunne lave verden om og starte forfra. At vi kunne bo og arbejde på andre måder. At vi kunne lave kultur og uddannelser på andre måder. Den energi var helt fantastisk, og sommetider tænker jeg, at det kunne være fedt med en ny 1968 – jeg kunne godt unde både landets unge og Danmark som sådan, at vi fik en ny omgang 68,” lyder det fra Uffe Elbæk.
GRÆDENDE
GRANVOKSNE MÆND
Af dansk musik var den senere socialpædagog-uddannede unge mand foruden The Savage Rose vild med navne som Young Flowers og Skousen & Ingemann, men udlandet blev ved med at kalde. Ikke mindst da knægten i gymnasieårene i 1972-75 bosatte sig i et kollektiv i Aalborg.
“Jeg lærte en meget, meget dejlig ung amerikansk kvinde at kende. Hun var DJ på universitetsradioen i Madison, Wisconsin, og hun sendte mig en masse plader, som man slet ikke kunne få i Danmark – for eksempel Joni Mitchells “Blue” og Bruce Springsteens første album, som øjeblikkeligt blæste mig helt omkuld; jeg kan huske, at jeg tænkte, at han var min generations Bob Dylan,” siger Uffe Elbæk, der siden han som 15-årig drak hashte og hørte musik på Thy-lejren har holdt meget af at opleve musik live, men som nu om dage ikke får dyrket den side af sagen tilstrækkeligt:
“Den sidste koncert, jeg var til, var med James Taylor i Falconer Salen for et års tid siden, og det ærgrer mig, at der allerede er gået så lang tid, for jeg elsker at være til koncerter. Mit arbejdsliv beslaglægger så meget tid, at jeg ikke kan finde tid, men det positive er, at jeg virkelig nyder det, når jeg endelig er af sted – det var eksempelvis helt legendarisk, da jeg for to år siden så Leonard Cohen i Kongens Have her i København. Vi var vel i omegnen af 5.000 publikummer, men alle var helt stille – man kunne simpelthen høre en knappenål falde. Granvoksne mænd stod med tårerne trillende ned ad kinderne, men det var virkelig også en magisk forestilling.”
“Det fantastiske ved musik er, at man falder ind sig selv og mærker nogle følelser, som musikken fremkalder – hvis den er god altså. Det kan være alt lige fra poetiske og politiske følelser til sorg og seksuelle lyster, og det kan ikke mindst være følelser, som ikke ville være blevet belyst uden det pågældende stykke musik,” mener Uffe Elbæk og fortsætter:
“Musik er ikke anderledes end anden god kunst, hvad end vi snakker litteratur, film eller dans – al god kunst kan give os den form for indsigt i os selv. Den får os til at mærke sider af os selv, som vi ellers ikke ville have mærket, og på den måde kan musikken også være med til at puffe til nogle erkendelser og sætte spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vi er til stede i verden. Det lyder helt poetisk, men det er jo altså noget med, at musikken hjælper os til at finde ud af, hvem vi er, hvad vi mener, hvem eller hvad vi tror på, hvad vi drømmer om, og hvad der motiverer os. Dét kan musikken, og det er derfor, at jeg synes, at det ville være fedt med et nyt 68.”
NÅR DET HELE
VÆVES SAMMEN
Musikken besidder nemlig i mandens øjne også politiske kvaliteter – det kan den i hvert fald gøre – og i det virkeligheden hænger det hele muligvis sammen.
“Ved siden af disse individuelle følelsesmæssige selverkendelses-processer er det en vigtig pointe, at musik i den grad også tjener en effekt i sociale sammenhænge. Musikken skaber her fællesskaber og bliver på samme tid en oplevelse for mange mennesker – ganske som da jeg så Leonard Cohen i Kongens Have,” påpeger Uffe Elbæk og dykker igen ned i historien:
“I årene omkring 1970 fandt et stort sammenfald mellem musik, populærkultur, kunst og politik sted. Det hele blev blandet godt og grundigt sammen, og på den måde opstod der en enormt identitets-stærk kraft. Jeg ved ikke, om effekten ville være den samme på et ungt menneske den dag i dag, men dengang var musikken i høj grad med til at skabe identiteter og motivere folk til at tage et politisk standpunkt. Og mange af afsenderne har vist sig særdeles slidstærke – se bare på kunstnere som Neil Young og Patti Smith, der er formet af den samme tid og begge sværger til et opdrag om, at kunst og kultur og politik er vævet ind i hinanden. De er begge tæt på 70 år og kæmper den dag i dag begge brave politiske kampe, hvilket er vildt dejligt og motiverende for sådan én som mig, der for unge mennesker må fremstå ældgammel.”
Uffe Elbæk, der i det daglige mest forbruger musik i hjemmet om aftenen, og som altid smækker musik på anlægget, når han og manden nyder et glas rødvin eller to og måske endda lige frem er på vej i byen, ser masser af opløftende kvaliteter ved musikkens væsen, men fremhæver samtidig, at der er gode og dårlige sider af enhver sag.
“Jeg holder meget af tanken om den fællesskabsfølelse, som musik kan skabe, men en sort skyggeside til det fænomen er jo fascisme og massehysteri – hvis gruppedyret først går for meget amok, så bliver jeg nervøs, og jeg er altid lidt forbeholden, når jeg oplever sådan en lemminge-effekt. Når noget bliver fanatisk, så kan jeg ikke have med det at gøre – så tændes de røde alarmer.
Line Daugbjerg
FILMKVINDE MED STOR MUSIKKÆRLIGHED
Øst For Paradis-direktør Line Daugbjerg Christensen er først og fremmest film-menneske, men elsker også musik og mere end anerkender vigtigheden af selv samme – og så har hun noget med Tom Waits.
Ord: Pelle Sonne Lohmann
Selv om Øst For Paradis-direktør Line Daugbjerg Christensen nærer en livslang og altoverskyggende passion for film, så har også musik alle dage ligget hende dybt på sinde. Hun husker, hvordan hun som lille elskede sine plader med “Omsen og Momsen” og “Pelle Haleløs” og samtidig blev eksponeret for forældrenes helte – Bob Dylan, Jimi Hendrix og ikke mindst Tom Waits, som hun har et ganske særligt forhold til.
“Ofte fandt jeg om aftenen min far liggende midt på gulvet i stuen med lukkede øjne og hovedet på en pude. Han lå der i mørket og hørte Tom Waits, og det fascinerede mig meget. Sommetider kravlede jeg hen og lagde mig hos ham og lyttede med – jeg forestillede mig altid, at manden, der sang, var en fuld sømand, der stod nede på havnen og var ved at falde i, så da jeg nogle år senere så nogle billeder af Waits, undrede jeg mig over, at han skulle være den sømand, jeg havde hørt så mange gange dér på gulvet. Sådan blev jeg introduceret til Tom Waits’ dunkle og fantastiske univers, og glæden har varet ved – han havde virkelig fat i den lange ende, min far, og jeg holder stadig meget af Waits,” fortæller Line Daugbjerg Christensen, der som lidt ældre pige dog rettede fokus mod ganske andre sager end Waits og børnepladerne:
“Jeg udviklede mig til at være lidt af en pop-pige i teenage-årene, hvor jeg var helt vild med Thomas Helmig. I 8. klasse var jeg til ikke færre end to koncerter med ham ude i Vejlby-Risskov Hallen, og jeg stod selvfølgelig helt oppe foran, så da Århus Stiftstidende udkom dagen efter, var det med mig på forsiden sammen med alle de andre ellevilde piger på forreste række. Jeg var også rigtig glad for TV-2, og jeg lytter stadig de gamle album fra tid til anden – faktisk synes jeg, at deres tekster giver mere og mere mening, jo ældre jeg bliver.”
ESSENTIEL OPLEVELSESFORM
Hverken Helmig eller TV-2 fik dog lov at pryde væggene på teenage-værelset, der i stedet var rigt dekoreret med filmplakater fra værker som “Betty Blue”, “Blue Velvet” og “The Rocky Horror Picture Show”. End ikke Robbie Williams, som hun ellers i Take That-årene forelskede sig hovedkulds i, kunne få en plads.
Film var også i de tidlige år den mest funklende ledestjerne for den senere biografdirektør, men indimellem er det lykkedes hende at forene det bedste fra begge verdener – eksempelvis da hun i forbindelse med sin film/tv-uddannelse lavede live-udsendelser fra diverse musikfestivaler.
“Vi transmitterede fra arrangementer som Grøn Koncert, Skanderborg Festival og Åh Abe, og det var mega-fedt,” konstaterer Line Daugbjerg Christensen, der helt generelt sætter uendeligt meget pris på at høre musik live:
“Det er en enestående oplevelse at være til koncert og blive helt væk i musikken – det er fuldstændig vidunderligt, og jeg gør det desværre for sjældent. Når man står der og forsvinder ind i musikken, så er det jo alle sanser, der stimuleres – det er ganske enkelt en skøn og helt essentiel oplevelsesform. Også fordi fællesskabsfølelsen ofte indfinder sig og står så stærkt – på kollektiv og solidarisk vis lader alle publikummer sig rive med af musikken, og det er altså befriende i en verden, der bare bliver mere og mere kontrolleret. Fra det ene øjeblik til det andet glemmer man alt om struktur og gøremål, og det kan kun være sundt – livet er fattigt uden musik.”
LASTER SKAL DYRKES
Filmkvinden blev for et års tid siden mor for første gang, men det er ingenlunde noget, der har lagt en dæmper på musik-entusiasmen – tværtimod har ankomsten af sønnen Sirius blot haft en opildnende effekt på musikforbruget i hjemmet.
“Min kæreste (skuespilleren Esben Smed, red.) er meget musik-interesseret og er helt forrygende til at huske at sætte musik på om morgenen, hvor den både kan stå på Sirius-yndlinge som Omsen og Momsen og Stig Møllers “Sikken Dejlig Dag” og nogle af Esbens og mine fælles favoritter som eksempelvis Nick Cave, Bon Iver og Beirut. Lige meget hvad der ryger på anlægget, elsker Sirius det – han er en rigtig danse-baby,” siger hun og vender hurtigt tilbage til Beirut for en uddybende anekdote:
“Esben introducerede mig til Beirut, og det var lige deromkring, at jeg forelskede mig til op over begge ører i ham – forelskelsen toppede velsagtens, den dag han sang mig ind i øret og viste mig en video, hvor bandet spillede og sang i Paris’ gader. Jeg fornemmede musikkens særlige tidløse kvaliteter, der med sine Balkan-referencer mindede mig om energien i Emir Kusturicas film “Sort Kat, Hvid Kat”.
“Det er vigtigt, at man husker at tænde op for musikken om aftenen i stedet for at flade ud og glæde sig over, at nu er der endelig ro. Man mærker livet på en anden måde, og man bliver i bedre humør, når musikken spiller. Sådan har jeg det i hvert fald, og derfor er livet i mit tilfælde for kort til, at man med nogen som helst fordel kan dyrke tankegangen om, at der skal være ro i hjemmet. I det hele taget bruger vi moderne mennesker for lidt tid på vores laster – på at drikke og danse. Det hele er blevet så ordentligt og asketisk, og jeg hylder idéen om, at vi i højere grad lytter til vores laster. Som det er nu, får man at vide, at man er sej, hvis man virkelig har trænet igennem – det gør man altså ikke, hvis man har drukket og moret sig,” påpeger Line Daugbjerg Christensen.
tilbage til tom
Som direktør i Øst For Paradis står hun blandt andet for at sammensætte biografens program, og i den del af hendes virke hænder det ikke sjældent, at musik spiller en helt central rolle, når der skal træffes beslutninger om, hvad der fortjener at blive distribueret til danske biografgængere.
“Når jeg er på eksempelvis Cannes Filmfestival for at se mulige film til vores repertoire, bliver jeg ofte direkte inspireret af musik, fordi lydsiden er så ekstremt afgørende for mange film. Det sker absolut, at det er en films puls og lydside, der overbeviser mig om, at den skal vi købe. Mindre parametre, der ikke har noget at gøre med, om en film skaber sorte tal eller ej på bundlinjen, er tit afgørende,” konstaterer Line Daugbjerg Christensen og fortsætter:
“Lydsiden til den islandske film “Nói Albinói” (2003) er så grotesk sindssyg, at den havde en stor indvirken på mit arbejde, da jeg så den i sin tid. Musikken i filmen understøtter alt det, som instruktøren gerne vil med sine billeder og sin historie, og mens det måske lyder basalt, så er det bestemt en stor bedrift at lykkes så flot med det, som det var tilfældet i denne film. Den brasilianske animationsfilm “Drengen Og Verden” (2013) er et andet eksempel på en film, hvis lydside betog mig dybt – jeg var lige blevet gravid og stortudede, da jeg så filmen på en filmfestival i Buenos Aires. Lydsiden er skabt af nogle ekstremt dygtige musikere, der udelukkende har benyttet sig af eksotiske træ-instrumenter, og resultatet er ufattelig smukt.”
Line Daugbjerg Christensen holder som alle andre af netop smukke stunder, og hun søger dem sommetider på helt egen hånd, når natten falder på, og hun i renfærdig stilhed dyrker yoga i mørket. Hun nyder at styrke sin mentale balance på den måde, men ville egentlig gerne være bedre til at få det gjort – derfor er det måske meget snedigt, at en alternativ løsning fra fortiden nu titter frem.
“Når jeg tænker på billedet af min far, der ligger på gulvet i mørket og lytter til Tom Waits, så tænker jeg, at det vil jeg også gøre. Min far er enormt god til at trække stikket, når det er nødvendigt, og det kunne jeg godt lære noget af – jeg ordner og forbereder altid alting. Totalt pige-agtigt. Jeg har altid villet være den flinke pige med tjek på tingene, men jeg må slippe det lidt – jeg må glemme min mobiltelefon. Jeg må høre Tom Waits, mens jeg ligger på gulvet i mørket,” siger hun.
kjeld holm
DER HVOR SPROGET HØRER OP
Biskop i Aarhus Stift, Kjeld Holm, er en passioneret lytter af jazz og klassisk musik, og selv om han er en ordets mand, så er han samtidig af den klare overbevisning, at musik kan kommunikere på et for sproget uopnåeligt niveau.
Ord: Pelle Sonne Lohmann
Kjeld Holm, der i næste måned stopper som biskop i Aarhus Stift efter 21 år på posten, har altid næret stor kærlighed til musik. I barndomshjemmet på landet mellem Haderslev og Aabenraa blev der sunget salmer, og sangen var et bærende element i opvæksten, der også bød på musikalske stimulanser i form af morens milde hang til operetter. Salmerne og den klassiske musik fyldte betragteligt i de tidlige år og var med til at forme drengen, men inden længe sneg der sig en tredje genre ind i billedet.
“Allerede i mellemskolen begyndte jeg at interessere mig for traditionel jazz, og det var bestemt ikke noget, jeg havde med hjemmefra. Jeg havde en skolekammerat, der var enormt optaget af Louis Armstrong, og hans glæde og entusiasme smittede selvfølgelig af. Han var med til at få arrangeret en koncert i Aabenraa med et traditionelt New Orleans-band, og min far kørte os ned til koncerten. Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse, som samtidig fik en blivende betydning for min jazz-interesse,” fastslår Kjeld Holm og fortsætter:
“I gymnasiet udviklede interessen sig til også at indbefatte nyere jazzmusik – der var et radioprogram, som jeg lyttede til, når jeg sad og lavede lektier sent om aftenen, og værterne var simpelthen fremragende; de introducerede mig til nye navne som Charlie Parker, John Coltrane og Miles Davis og hele bebop-stilarten, som for alvor slog igennem i 1950’erne og 60’erne.”
HORISONTUDVIDENDE KØBENHAVN-TUR
I jazzen fandt den senere biskop en rytme, som han ikke tidligere var blevet eksponeret for, men han fandt også en historie om undertrykkelse, frigørelse og formidling mellem forskellige kulturer, som gjorde indtryk på ham. I en tid med voldsomme sammenstød mellem sorte og hvide i de amerikanske sydstater så eksempelvis en Louis Armstrong jazzen som et middel til forsoning, og det var noget, der gik rent ind hos Kjeld Holm, der oplevede en ganske anden side af jazzen, da han første gang stiftede bekendtskab med det københavnske jazzmiljø.
“Da vi skulle med gymnasiet på studietur til København, skulle vi naturligvis se Det Kongelige Teater, Statens Museum For Kunst, Louisiana og den slags, men om aftenen smuttede vi selvfølgelig på Montmartre, og det var jo en helt, helt anden verden end den, vi kom fra. Det var omkring 1963-64, og jeg var dybt fascineret over stedet og miljøet, og jeg husker, hvordan tobaksrøgen hang så tæt i luften, at man kunne skære i den. Der blev drukket tæt, og en aften kom jeg til at sidde ved siden af en mand og en kvinde, som helt oplagt ikke kendte hinanden – han syntes åbenlyst, at hun var interessant, så han bad om hendes adresse, som hun så meddelte ham, og som han noterede på en 100-kroneseddel, som han stak i lommen. Det var spændende, og jeg har tit tænkt på, om manden fik fulgt op på sagen,” fortæller Kjeld Holm.
THE BEATLES OG BOB DYLAN
I kølvandet på de farverige oplevelser i det københavnske jazzmiljø og efter endt gymnasietid rykkede den unge mand til Aarhus, og det var lige omkring den tid, hvor Beatles-feberen begyndte at rase – dermed var der åbnet op for, at han kunne knytte endnu en blomst til genre-buketten.
“Beatles brød for alvor igennem i 1964, og de var bare hér, dér og alle vegne – både når vi holdt fest og i dagligdagen. Min kæreste og senere kone havde en grammofon, og vi købte alle deres plader. Det var forfriskende, som boks-tænkningen ophørte i de år – pludselig kunne selv seriøse, klassisk uddannede komponister med største glæde høre rytmisk musik og få lige så stort udbytte af dét som af den klassiske musik. Tingene gled sammen, og det fascinerede mig, at man ikke længere behøvede at tage parti,” husker Kjeld Holm og fortsætter:
“Jeg nåede dog ikke så meget længere end til Beatles, om end jeg dog også fik øjnene op for Bob Dylan. Jeg husker en decemberaften, fjerde søndag i advent var det vist, hvor jeg sad sammen med en kammerat på hans kælderværelse i Åbyhøj og lyttede til Dylan og ikke mindst den helt uforlignelige sang “Sad Eyed Lady Of The Lowlands”. Det havde været en lang dag, hvor vi havde været i kirke og besøgt en syg ven på sygehuset, spist en overdådig julefrokost på Raadhus Kafeen og raflet på et eller andet værtshus, men selv om vi var trætte der om aftenen, var det en fabelagtig stund – enheden af årstiden, stemningen, Dylans hæse stemme og underlige diktion og sang om denne bedrøvede gamle dame.”
MUSIKKENS SÆRLIGE EGENSKAB
Det er tydeligt, at musikken hele vejen igennem har været en fast følgesvend for biskoppen, og at han nærer en inderlig og ekstraordinær kærlighed til selv samme, selv om han med egne ord er et ordmenneske.
“Jeg har beskæftiget mig med ord og sprog og formidlet via selv samme i rundt regnet 50 år, og musikken begynder der, hvor ordene hører op. Jeg har en indsigt i, at ord kan sige meget, men også, at de ikke kan sige alt, og det er jo også derfor, at vi i gudstjenestemæssige sammenhænge ikke kan undvære hverken salmesangen eller orgelmusikken. Lidt patetisk formuleret formår musikken at udtrykke det, der faktisk ikke kan udtrykkes – af samme grund kan den ikke udtrykke det på en måde, der er oversætteligt til sprog, men den kan skabe en indsigt og en følelse på både det bevidste og ubevidste plan. Kun måske og i hvert fald kun i lykkelige stunder kan malerkunsten gøre det samme, men den sproglige formidling er ikke i stand til det,” mener Kjeld Holm og fortsætter:
“Alt sammen skyldes det, at musikken appellerer til sansningen, mens sproget appellerer til intellektet. Den henvender sig til følelserne, og hvis man forestiller sig en verden uden toner og uden lyd, så ville det være en kold og apokalyptisk dødens verden. Så ja, musikken begynder der, hvor ordet hører op, og så er den samtidig i stand til at skabe et rum, hvor det af en eller anden grund altid er godt at være.”
MUSIKKENS KONKRETE KVALITETER
Samtidig er biskoppen fuldt ud bevidst om, at musik også besidder anderledes konkrete kvaliteter, som han ligeledes meget nødigt ville være foruden.
“Der er musik, der fungerer som ledsager til bestemte begivenheder i ens liv – det kan helt banalt eksempelvis være det musikstykke, som man første gang dansede med sin kæreste til, hvilket i mit tilfælde var Beatles,” siger Kjeld Holm, der dog har en anden mindst lige så vigtig musikalsk association til skelsættende tider:
“Jeg kan helt enkelt ikke høre Cornelis Vreeswijk, uden at jeg kommer til at tænke på det mest afgørende forår i mit liv – foråret 1966, hvor jeg først møder min kæreste og senere kone og otte dage efter møder den teologi-professor og idehistoriker, som fik afgørende indflydelse på mig. I den periode sad min kæreste og jeg ofte og drak te og røg smøger i hendes lejlighed og lyttede til Cornelis Vreeswijk-sange – det var forår, og det hele smeltede sammen. Jeg kan aldrig høre de sange, uden at jeg øjeblikkeligt ryger tilbage i tiden – jeg kan dufte den tids dufte i kraft af musikken, og det er en enestående effekt.”
Om et øjeblik trækker han sig tilbage fra biskop-gerningen, men det har han det efterhånden glimrende med, og han håber, at det fremefter bliver til hyppigere musikoplevelser ude. Som minimum holder han fast i den time sidst på aftenen, hvor musikken altid spiller – og morgenerne med den klassiske radio.
“Musik er en perfekt grobund for tænkning, refleksion og taknemmelighed. Det er måske er en livsytring, der ikke spiller så stor en rolle i vores postmoderne virkelighed, hvor vi synes, at vi har krav på det hele. Men der er ingen kunstart, der har fyldt mig med så stor taknemmelighed som musik,” erklærer Kjeld Holm.
hans krull
MED MUSIK SOM DEN KUNSTERISKE MOTORS BENZIN
Maleren, grafikeren og billedhuggeren Hans Krull, der hører til Aarhus’ mest anerkendte kunstnere og i øvrigt ejer den så rigt udsmykkede bar Under Masken, finder stor og afgørende inspiration i musik.
Ord: Pelle Sonne Lohmann
Vi elsker ham for gavlmaleriet Mågekysset i Fiskergade i Aarhus og utallige andre værker, men havde det ikke været for musikken, var det slet ikke sikkert, at maleren, grafikeren og billedhuggeren Hans Krull ville have været i stand til at skabe sin perlerække af ofte farverige værker.
“Jeg hører altid musik, når jeg arbejder – musik er ganske enkelt benzinen på min kunstneriske motor. Den går direkte ind i øret og ud igennem hånden og udmønter sig så i nogle streger på et stykke papir eller et lærred. Det er meget vanskeligt at beskrive, hvad det er, der præcist sker, men det fungerer lidt lige som en seismograf. Jeg er simpelthen nålen i seismografen, der i stedet for at registrere et jordskælv registrerer stemningen i musikken. Jeg bevæger hånden på en bestemt måde i forhold til musikken, der således et langt stykke hen ad vejen bestemmer stregen,” forklarer Hans Krull og fortsætter:
“Det er en totalt intuitiv proces, og det er godt, for jo mindre, jeg tænker, jo bedre bliver resultatet. Man kan sige, at jeg er en selvstændig, tænkende seismograf, der imidlertid stoler på min intuition og det ubevidste og undlader at lade den sunde fornuft bestemme noget som helst. Der foregår en form for pingpong mellem mig og musikken.”
SØGER TIDLØS TILSTAND
Hans Krull er hele tiden i gang – han arbejder på det nærmeste nonstop, og musikken er ham en fuldstændig fast følgesvend. Musik er stemninger, og stemninger præger sindstilstande, og det harmonerer glimrende med, at manden har en klar idé om, hvilken tilstand, der er den ideelle at befinde sig i, når der skal skabes kunst.
“Jeg søger følelsen af, at tiden står stille på samme måde, som når man elsker, og det er rigtig godt. Når man ikke ved, om der er gået fem minutter eller en time, og hvor det i øvrigt også er helt og aldeles ligemeget. Det er en god sammenligning,” mener Hans Krull og fortsætter:
“Tiden bliver ligegyldig, eksisterer faktisk slet ikke for en stund, og der går zen i skidtet. Når jeg rigtig går i gang, og det for alvor svinger for mig, så oplever jeg denne sindstilstand, når jeg arbejder. Man kan godt arbejde sig frem til den tilstand, men når man som jeg har prøvet det i mange år, kommer den her helt meditative tilstand lidt nemmere til én.
“Det er en fed og ekstatisk tilstand, som på en mere jordnær måde helt enkelt kan kaldes arbejdsglæde. Jeg forestiller mig, at også musikere oplever tilstanden – ikke mindst inden for den mere eksperimenterende jazz. Den her lykkefølelse af at være alt og ingenting på samme tid er dog imidlertid noget, som man også sagtens kan opleve i almindelige hverdags-situationer, som når man går og slår græs,” påpeger Hans Krull.
SAMARBEJDER MED MUSIKERE
Selv om parløbet mellem Krulls kunst og musikken allerede er flettet særdeles tæt sammen via den konstante musik i værkstedet i Lystrup, så intensiveres det sommetider yderligere, idet Aarhus-kunstneren med Ærø-rødderne ikke sjældent samarbejder med musikere.
“Musik har altid fungeret som en stor inspirator for mig og har alle dage været omdrejningspunktet i mit virke, og jeg har faktisk flere musikere end billedkunstnere i min omgangskreds. Blandt disse arbejder jeg indimellem sammen med Jonas Stampe (alias Snöleoparden, red.) og Viggo Sommer,” fortæller Hans Krull, der også har har gang i et vedvarende udlands-eventyr:
“Lige siden jeg var ung, har jeg rejst meget, og på mine rejser har jeg altid opsøgt og dyrket musikken. Jeg har været i Bali 25-30 gange og er helt vild med balinesisk gamelan-musik, som mange turister ellers synes lyder som en kasse værktøj, der bliver kylet ud fra tredje sal. Det gør det egentlig også – indtil man lader sig gribe af trancen. Jeg har i efterhånden mange år arbejdet på et projekt med en række gamelan-musikere og dansere, hvor jeg maler sammen med en balinesisk maler.”
“I virkeligheden er jeg enormt misundelig på musikere, fordi de kan jamme sammen, så egentlig forsøger jeg bare at møve mig ind på deres domæne og blive en del af deres jam. Jeg maler til musikken, og de spiller til maleriet, og der opstår en slags symbiose – det er afsindigt spændende,” konstaterer Hans Krull.
INSITERER PÅ HORISONT-UDVIDELSER
Van Morrison er Krulls allerstørste helt, men også herrer som Bob Dylan og Neil Young har en høj stjerne hos manden, der dog til hver en tid gør en dyd ud af at stifte bekendtskab med nye navne og alskens stilarter og musikkulturer.
“Nogle gange skal man simpelthen tvinge sig selv til at høre noget, man ellers ikke umiddelbart kan lide. Det udvider ens horisont, og det er jo det, vi har den til. Man må aldrig gå i stå, og det gælder i alle henseender – det er jo også nemt nok kun at male med pensel, hvis man er god til det, men måske man burde forsøge sig med en blyant-tegning. Det gælder om at fastholde sig selv i en læreproces og pleje sin nysgerrighed og for alt i verden ikke blive rigid og mondæn og blot gentage sig selv,” lyder det fra Hans Krull, der inden for musikken genremæssigt er ekstremt alsidig og dermed efterkommer sin egen filosofi:
“Ud over rockmusik holder jeg også meget af klassisk musik og verdensmusik, lige som jeg sætter pris på indiansk trommemusik og strubesang for den sags skyld. Derudover kastede jeg mig over gregoriansk kirkesang, da jeg arbejde med Maria Magdalene-serien, fordi det passede godt til den slags billeder, jeg arbejdede med der.”
“At blive eksponeret for nye typer musik giver mig inspiration til at male på andre måder og ikke lade mit kunstneriske univers begrænse til noget, der foregår på et lærred eller et stykke papir. Mikset sammen med musikkens impulser opstår der noget fedt og fusions-agtigt,” siger Hans Krull.
AFGØRENDE GRAMMOFONPLADER
Kærligheden til musik fornægter sig ingenlunde i tilfældet Krull, der helt åbenlyst nærer et meget passioneret forhold til tonerne og rytmerne verden. Han bemærker, at musikken er den mest oprindelige af alle kunstformer, og han er helt overbevist om, at mennesket helt automatisk fødes med en vis grundlæggende musikinteresse.
Den interesse blev for Krulls vedkommende stimuleret af populærmusik, salmer og klassisk musik i barndomshjemmet, hvor der for alvor skete ting og sager, da storebror Niels Erik efter fire år på søen vendte hjem som 18-årig omkring 1960.
“Det var hans fortjeneste, at jeg bevidst begyndte at forholde mig til en bestemt slags musik. Han kom hjem og stod der i havegangen med en udstoppet krokodille under armen, en Calvin Klein-kuffert og ikke mindst en stak grammofonplader fra Folkway Records i New Orleans – Lead Belly og anden gammel blues. Det var noget af det første, jeg lyttede intenst, og det var så fedt,” husker Hans Krull.
DEN LILLE OPSANG
Krull, der siden tog kassettebånd til sig, da han i konfirmation fik en Philips-båndoptager, foretrækker nu om dage at høre sin musik over YouTube, og så holder han ellers meget af livemusik, som han imidlertid efterlyser bedre betingelser for i Aarhus.
“Jeg synes, at der skulle være flere steder med livemusik, og at støtten til selv samme skulle være større. Kulturen er det, der skaber civilisationen, og den lim, der får samfundsbygningen til at hænge sammen. Kulturen er husets mørtel, og skraber man den væk, så styrter huset sammen. Det virker det ikke som om, at politikerne helt har fattet, men der er måske en grund til, at de ikke altid er de mest kreative,” studser Hans Krull og fortsætter:
“Vi tænker for meget på penge og profit – hvis bare tingene kan hvile i sig selv, så er det da fint. Aarhus er en stærk musikby i forhold til talent, men man skal huske at vande træerne.”
Anne Hjernøe
PASSIONERET DYRKER AF MUSIKKENS MANGFOLDIGHED
Abba, Gasolin og David Bowie var de første musikalske helte i tv-journalisten Anne Hjernøes liv, men over alle årene har hun fastholdt en glæde ved musikkens mangfoldige væsen og evne til at skabe stemninger.
Ord: Pelle Sonne Lohmann
Der skete noget ganske afgørende for Anne Hjernøes musikinteresse, da den senere kok, journalist, forfatter og tv-personlighed i foråret 1974 fyldte fem år.
“Jeg fik en Blaupunkt-båndoptager og to kassettebånd i gave – et med Abba og et med Gasolin – og det var der, det hele startede. Jeg sang med på Abba med hårbørsten foran spejlet, og jeg syntes, at drengene i Gasolin var totalt seje. I lang tid troede jeg, at der kun fandtes disse to grupper, selv om jeg voksede op i et hjem, hvor både The Beatles og klassisk musik blev spillet flittigt,” fortæller Anne Hjernøe, der som 13-14-årig for alvor fik sig et idol, der blev godt og grundigt dyrket:
“Jeg hørte “Life On Mars” i radioen, og det var min første helt store musikalske åbenbaring. Da værten efterfølgende nævnte, at det var David Bowie, var der slet og ret tale om instant love – jeg måtte vide alt om, hvad han var for én. Jeg smuttede i Dandelion og købte LP’er, og jeg tapetserede snart hele mit værelse med billeder og plakater fra gulv til loft og udklip fra tyske musikmagasiner, jeg løbende købte.”
Forelskelsen blev ingenlunde mindre af, at teenageren blev klogere på manden – der var noget fascinerende over eksempelvis hans tid i Berlin og arbejde med filmen “Christiane F.”.
“Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig, og det var spændende at få et indblik i denne – jeg var jo bare en pæn skolepige fra Højbjerg. Samtidig var Bowie med til at åbne mine øjne for en masse andet god musik – Lou Reed og The Velvet Underground eksempelvis,” forklarer Anne Hjernøe.
DYRKER MUSIKALSK
MANGFOLDIGHED
Sammen med sin mand, direktøren for Aarhus Festuge, Jens Folmer Jepsen, var hun i sine tyvere på Roskilde Festival 10 år i træk, men nu om dage når parret musikfestivalmæssigt typisk kun omkring Skanderborg Festival, hvor de til gengæld har været faste gæster de sidste 22 år.
“Jeg prioriterer selvfølgelig store navne som Blur og Rickie Lee Jones, når muligheden byder sig, men ellers tager jeg ikke så meget på Skanderborg Festival for at høre musik – det er mere for at mødes med venner og bekendte og nyde det fantastiske sted. Det er som at komme hjem hvert år, og det er skønt,” konstaterer Anne Hjernøe, der herudover med jævne mellemrum går til koncerter året rundt og selvsagt har et stort fokus på festugen, hvis mangfoldighed i dén grad appellerer til hende:
“Jeg holder meget af spændvidden i musik og elsker de vidt forskellige oplevelser, som musik kan give – at se James Taylor, som jeg ved er fantastisk, det ene øjeblik, og den for mig ukendte canadiske strubesanger Tanya Tagaq det andet. Mennesker, der lader sig begrænse ved at insistere på kun at lytte til én genre, går glip af så uendeligt meget, og det har jeg meget svært ved at forstå, at man vil. Livet er så mangfoldigt, og jeg bryder mig ganske enkelt ikke om folk, der er indskrænkede – kategoriske mennesker keder mig ufatteligt meget. Det er enormt vigtigt for mig, at man er åben – det gør folk langt mere interessante og helstøbte, og det gælder sådan set inden for alt; andre mennesker, andre kulturer, anderledes mad og ja, andet musik,” mener Anne Hjernøe.
ABBA MØDER JAPANSK SAKE
Det er tydeligt, at der er noget på spil, og at det betyder noget for hende, at man favner verden og musikken med åbne arme og ligger en modtagelig facon for dagen. Men det giver også rigtig god mening, når man bliver lidt klogere på, hvad musik betyder for hende.
“Musik er stemninger og verdener, som man bliver ført ind i – akkurat som dufte kan musik tage én bestemte steder hen, og der er sange, som påvirker mig virkelig meget. Der er numre, jeg kan tude til, numre, jeg bliver deprimeret af, og numre, jeg bliver jublende lykkelig af at høre, og hvis jeg er sur, skuffet eller ked af det, ved jeg, at jeg kan sætte noget bestemt musik på og genfinde det gode humør i løbet af fire minutter. Musik betyder enormt meget for mit følelses- og stemningsregister, og der er sange og koncerter, som betyder noget ganske særligt for eksempelvis Folmer og jeg, som i kraft af disse oplevelser har og får nogle fælles musikalske referencer,” fortæller Anne Hjernøe og giver et eksempel af de mere skæve:
“For en del år siden var vi i New York, hvor vi mødtes med et par venner og tulrede rundt i byen. Vi fandt sådan en fuldstændig knaldet japansk sake-bar i en kælder – vi bankede på, en luge blev åbnet, og vi blev efterfølgende lukket ind i et meget mørkt lokale. Der var integrerede ildsteder i bordene, som opvarmede de sake-kander, der hang oven over, og serveringen blev klaret af japanske punkere med affarvet hår og hanekamme. Der blev spillet Abba for så høj volumen, at vi dårligt kunne snakke sammen, og dér sad vi så og spiste edamame-bønner og drak sake og sang Abba. Bagefter gik vi til en intim prøvekoncert med Bebel Gilberto, som skulle på en større turné, og vi var blot omkring 100 mennesker. Stemningen var laidback, og der blev snakket med publikum undervejs, og pludselig trådte Caetano Veloso ind på scenen som gæstesolist – folk var fuldstændig baffled, og det hele føltes som, at vi sad i en privat dagligstue. Det var en fed, sjov og meget kontrastfuld aften.”
LYSE NÆTTER
I det hele taget rejser Anne Hjernøe markant mere end de fleste, og det gør hun ikke mindst med journalisten Anders Agger, som hun har lavet adskillige populære tv-programmer med. Netop de to har et stort fokus på musikdelen i deres programrækker.
“Anders og jeg bruger rigtig meget energi på at finde den rigtige type musik til vores programmer – vi laver tracklister over alle de numre, vi gerne vil have med og forsøger at ramme den rette tone, der kan være med til sætte en tilpas stemning. Når vi laver temalørdage fra eksempelvis Sverige og Tyskland, så bestræber vi os på at inkludere en masse musik fra de lande – nu skal vi snart til Iran, og igen vil vi forsøge at finde noget velegnet, lokal musik,” forklarer Anne Hjernøe og tilføjer, at et helt bestemt dansk nummer dog utvivlsomt også vil indfinde sig:
“Der er én sang, vi har med i alle vores programmer, og det er Albertes “Lyse Nætter” – det passede rigtig godt til de første temalørdage, vi lavede; dem om badehoteller, danske slotte og ja, lyse nætter. Det er en af de sange, der afføder den største respons fra vores seere, som gerne vil vide, hvad det er for et nummer, og hvem der har lavet det.”
DET STORE ØNSKE
Anne Hjernøe har en fornemmelse af, at Aarhus er godt med rent musikmæssigt – hun fremhæver Spot Festival som et ideelt vindue til verden for unge talenter og føler sig samtidig overbevist om, at byens spillesteder har fingeren på pulsen og sikrer gode og livlig programmer. Helt blottet for indvendinger er hun dog ikke.
“Folk brokker sig jo lidt over, at vi ikke har det dér helt store venue som i eksempelvis Herning og Horsens, og jeg ville da også selv komme til flere store koncerter, hvis vi havde det – Værket i Randers er også godt med,” vurderer Anne Hjernøe og fortsætter:
“I Aarhus ender man tit til koncert i Musikhuset, hvor jeg har set herrer som James Taylor og Rufus Wainwright, og det ér altså ikke det mest interessante sted at ende. Musikhuset ér jo lidt det dér pæne, kedelige borgerskab, og det er jo også et sted, hvor folk bare lejer sig ind. Der mangler et sted, hvor der sidder en markant person og hyrer ind – det bliver altid sådan en underlig mellemvare i Musikhuset, og det er da påfaldende, at landets andenstørste by ikke har et stort venue. Men det er selvfølgelig en bekostelig affære.”
wassim hallal
MESTERKOK MED STORT MUSIK-BEHOV
Wassim Hallal, der sammen med resten af holdet på Restaurant Frederikshøj for kort tid siden blev velsignet med den for faget ultimative anerkendelse, Michelin-stjernen, er på flere måder afhængig af musik.
Ord: Pelle Sonne Lohmann
Man kommer ikke sovende til en Michelin-stjerne og nok heller ikke uden musik i ørerne – i hvert fald bruger mesterkokken Wassim Hallal fra den nyligt Michelin-hædrede Restaurant Frederikshøj musik med flere formål for øje og i vidt forskellige sammenhænge. Tonerne giver ham en ballast, der er helt essentiel for hans ve og vel og prisvindende virke.
“Hvis jeg skal sætte et enkelt ord på, hvad musik betyder for mig, så må det være power. Musik har alle dage haft den effekt på mig, at den er med til at fyre op under min adrenalin og klæde mig på, når jeg skal præstere et eller andet. Jeg kan ganske enkelt yde mere og presse mig selv til bedre resultater, når musikken spiller,” fortæller Wassim Hallal og skærer helt ind til benet:
“Musik giver mig power og energi.” Det er imidlertid ikke kun, når der er smæk på, at den karismatiske kok finder konstruktiv anvendelse for musikken.
“Der er også noget musik, der får mig til at falde ned, slappe af og blive helt rolig, men det betragter jeg også som en slags power,” forklarer Wassim Hallal.
Han bruger musikken på mange måder – han både afreagerer og stresser af til musikkens toner og formår tilmed at nyde stille ballader uden andre forkromede formål end netop bare at nyde. Og dette både tætte og stimulerende forhold til musik er ingenlunde noget nyt.
BOKSNING & EURODANCE
Wassim Hallal har aldrig været en decideret musiknørd, og det med at samle på musik eller studere bands og kunstnere indgående har aldrig sagt ham det store, men han har brugt musikken på opbyggende vis, siden han i 1998-1999 gik til boksning. Som med alt andet gik han seriøst til værks, og musikken fik også en betydelig rolle.
“Jeg skulle vælge et nummer, der blev spillet, når jeg gik ind i salen og op i ringen, og jeg valgte et, jeg altid brugte – det var et nummer med Cypress Hill fra albummet “Skulls & Bones”, og det kunne virkelig få både puls og adrenalin op at ringe. Jeg var i den her arrige stemning, jeg skulle ud at præstere, og den realitet blev blot forstærket af det nummer,” husker Wassim Hallal, der inden musikken fik denne praktiske funktion havde et noget mere tilfældigt forhold til musik:
“Som teenager gik vi i byen til sådan noget som Sash!, Eiffel 65 og Rednex (henholdsvis “Ecuador”, “Blue (Da Ba Dee)” og “Cotton Eye Joe”, red.) og alt sådan noget lort. Det var ikke noget musik, jeg på nogen måde havde et forhold til, og når jeg hører musikken nu, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor løssluppen og fri af forpligtelser jeg var dengang. Jeg stod kun til regnskab for mig selv, og ret beset handlede det hele bare om at trykke på en disco-knap.”
Den kommende stjernekok fik lige frem som 18-årig og nyslået kørekort-indehaver en bil med en kæmpe subwoofer, der fik lov at blæse DJ Visages “Schumacher Song” ud i øsen.
“Nummeret bestod af de her vrooom-lyde af en bil, der gasser op. Det var sgu meget sjovt,” konstaterer Wassim Hallal og smiler overbærende af sig selv
ALVOREN MELDER SIG
Da manden, der siden kom til at slå sine folder på blandt andet Molskroen og tilmed blev en TV-personlighed qua programmet “Helvedes Køkken”, besluttede sig for at gå kokke-vejen, kom der imidlertid andre boller på suppen. Med ét var det slut med ubekymret eurodance-musik og gang i gaden.
“Når man starter i den her branche, er det så voldsom en omvæltning, at den første tid er meget, meget hård. Man arbejder pludselig alle weekender og aftener, og det er noget, som skal bearbejdes – jeg begyndte at kigge indad, gå ind i mig selv, og fandt ud af, at jeg kunne bruge musikken i denne bearbejdelses-proces,” lyder det fra Wassim Hallal, der i den forbindelse tog fat på hård rock:
“Jeg begyndte blandt andet at høre Metallica og fik for første gang en slags relation til den musik, jeg hørte. Musikken fik min adrenalin til at pumpe og hjalp mig til at bruge min vrede positivt og konstruktivt.”
TRÆDER I PEDALERNE
Med musikken i ørerne blev han hurtigt fortrolig med den specielle kokke-rytme og satte ind på et karriere-spor, han ikke siden har set sig tilbage fra. Musikken hjalp ham til at overvinde de indledende vanskeligheder og er den dag i dag fortsat med til at sikre mandens fine forfatning.
“Jeg har i de sidste fem-seks år cyklet rigtig meget, og i vinterhalvåret, hvor det foregår på en spinning-cykel, har jeg altid høj musik i ørerne – musikken er medvirkende til, at jeg lige kan give den 20 procent ekstra,” fastslår Wassim Hallal og uddyber, hvad kombinationen cykling og musik giver ham:
“Når jeg sidder på cyklen og har musikken i ørerne, er det virkelig et frirum for mig – jeg er helt og aldeles mig selv, og jeg nyder den musik, jeg allerbedst kan lide. I øjeblikket har jeg gang i et yderst hårdt program, og derfor hører jeg Volbeat – jeg har brug for meget energi, og deres musik har så meget power og skrald på. Jeg cykler tre-fem timer om ugen, og jeg gør det af to grunde – for at trække stikket ud og for at holde mig i form. Jeg bliver frisk i kroppen og klar i hovedet af at udskille endorfiner, og i det hele taget giver cyklingen og musikken mig mega-meget overskud.”
Når vejret er til det, nyder han at tage sin racercykel i brug og indtage landevejene, lige som han også har en mountainbike, som han ofte frekventerer områdets skove på.
MAD & MUSIK MØDES
Wassim Hallal, der betragter Allan Olsen som én af sine helt store helte og en gang har oplevet Lauryn Hill i København, kommer kun sjældent til koncert, men han forsøger at finde tid, når nævnte Olsen eller Nephew for den sags skyld, spiller i nærheden. Festivalmæssigt har han aldrig gjort det store væsen af sig, men er i de senere år begyndt at tage på Skanderborg Festival, hvor han dog i vid udstrækning holder sig backstage, hvor der er bedre luft end på den tætpakkede festivalplads.
I sit arbejde tjener musikken først og fremmest en motiverende funktion, men det hænder også, at han bliver direkte inspireret af musik og det, der ligner.
“Jeg har fået en idé til et projekt, hvor folk bliver guidet igennem en ret via lyde i et sæt høretelefoner. Det handler simpelthen om, at man følger en ko, fra den bliver sat på græs, til den bliver slagtet og spist – der er ingen fortællerstemme, men kun lyde af koen, der græsser det ene øjeblik og bliver tilberedt over levende ild det andet,” forklarer Wassim Hallal.
Idéen kom til ham på én af hans mange ture i bilen, og han glæder sig til at føje flere dimensioner til det, der i forvejen er lidt af et sansebombardement.
Samtidig finder han det interessant at koble mad og auditive elementer – noget, han selv ivrigt praktiserer på forskellige planer. Også fordi han er meget opmærksom på, at musik ofte er en helt central størrelse i forhold til at skabe og bevare minder.
“Hvis man hører noget musik, og det går rent ind, så sætter den sig og bliver – hvis man oplever den sammen med andre – en fælles reference, og det gør den, fordi musikken kommer til at relatere til et eller andet. Det giver en dejlig ro at vide, at musik også har den effekt,” mener Wassim Hallal.
Mesteren, der nok kan fremtrylle en kontant kokke-tone, når det er nødvendigt, lader til også at have en blid og eftertænksom side, hvilket han da også står ved.
“Jeg har en enormt følsom side, som jeg ikke normalt skilter med, men jeg tror ærligt talt heller ikke, at der er mange hårde mennesker, der ikke også har en blød side,” vurderer Wassim Hallal. En mand, der på samme tid forsøger at balancere mad og musik, musik og motion, minder og musik.”
jacob bundsgaard
BORGMESTER MED DYB FORKÆRLIGHED FOR MUSIK
Musik spiller en helt central rolle i Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaards liv – det har den altid gjort, og selv om tiden er blevet mere knap, holder han ihærdigt fast i glæden ved musikken.
Ord: Pelle Sonne Lohmann
Han fik et kassettebånd med Dire Straits som fem-årig og lod sig i 80’erne inspirere af Radio Luxembourg. Han kastede sin kærlighed på glamrock og små-ironisk heavy metal, inden han i 90’erne helligede sig først grunge og siden britpop. Siden er paletten blevet yderligere udvidet med klassisk musik og opera, og det synes således helt åbenlyst, at musik alle dage har udgjort en uundværlig ingrediens i borgmester Jacob Bundsgaards liv – og stadig gør det.
“Jeg lytter til musik hver dag og bruger musik aktivt i min hverdag – musik giver energi og inspiration til mit arbejde og min løbetur og alle mulige andre ting. Musik skaber billeder og stemninger og er ganske enkelt en integreret del af min samlede oplevelse i livet. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden musik, og det findes jo heller ikke – der er ingen kultur, som ikke har dyrket rytmen og sangen. Det er en måde at kommunikere på og en hjælp til at forstå verden,” mener Jacob Bundsgaard.
Som han sidder her på borgmesterkontoret og fortæller livligt og dedikeret om sit forhold til musik, skinner det tydeligt igennem, at netop musik er et essentielt indslag i mandens liv – og faktisk også noget, som han kan forene med sit ellers travle arbejdsliv.
“Noget af det smarte ved musik er jo, at man kan lytte samtidig med, at man laver noget andet – når jeg eksempelvis skriver emails og cykler til og fra arbejde, lytter jeg ofte til musik, og når jeg kommer hjem, ryger der også noget musik på. Da jeg blev rådmand, købte jeg som det første en god højttaler, så jeg kunne høre musik i god kvalitet på kontoret. Også fordi at musik har en gavnlig effekt på min koncentration, hvilket ikke mindst er en fordel på dage, hvor der ellers er mange forstyrrelser – musikken skaber en boble, hvori jeg kan fokusere optimalt på en given opgave,” fortæller Jacob Bundsgaard.
MUSIKKENS INSPIRERENDE EGENSKABER
Man bliver ikke uden videre borgmester – der skal lægges uanede kræfter og kolossale mængder flid og ambitioner i sådan et projekt, og det er noget, som Jacob Bundsgaard genkender i musikken. Noget, han finder både motiverende og stimulerende.
“Det er inspirerende, at mennesker, der laver musik, øver sig i hundredevis af timer med henblik på at dygtiggøre sig. Der ligger en enorm arbejdsindsats bag ethvert stykke musik, og når man som jeg blot kan klare 8-10 akkorder på en guitar, så er håndværket både imponerende og fascinerende og dermed også inspirerende,” fastslår Jacob Bundsgaard og berører samtidig det forandrings-potentiale, der ofte gemmer sig i musik:
“Som politiker er det naturligvis også inspirerende, når bands tænker nyt og lige frem er med til at forandre verden for en gruppe mennesker – det har giganter som Beatles, Stones, Nirvana og Pink Floyd gjort. De har alle begået smukke og vidunderlige værker, der taler til noget i mennesker, som det er svært at appellere til som politiker – det er noget med følelser og fornemmelser.”
Han fortæller videre, at man som politiker altid ønsker at optimere sine evner ud i kunsten at tale for folk, og at den timing, opbygning og dramaturgi, der ligger i meget musik, har relevans, når man arbejder med sit flow og sin rytmik.
EN NY VERDEN ÅBNER SIG
Jacob Bundsgaards kærlighed til musik rækker helt tilbage til barndommens yngste år, men det var, da han som 16-17-årig tog 10. klasse på et udvekslingsophold i USA, at der for alvor begyndte at ske ting og sager med den unge mands musikopfattelse.
“Jeg fandt ud af, at der fandtes mennesker, der faktisk tog countrymusik alvorligt – jeg boede i Texas, så det var det helt store. Genren, der hjemme i Danmark var blevet latterliggjort i så mange sammenhænge, havde en ung lytterskare, musikken besad høj kvalitet, og folk var bare ‘all in’ på hele den livsstil, der fulgte med. En verden åbnede sig, som jeg slet ikke vidste fandtes,” erindrer Jacob Bundsgaard og afslører i samme åndedrag, at det var på selv samme USA-ophold, at han for første og eneste gang var med i et band:
“Jeg fik nogle kammerater, der manglede en forsanger i deres gruppe, og da de syntes, at jeg snakkede med en sjov accent, spurgte de, om jeg ikke ville være med. Vi kom aldrig ud at spille, men vi øvede og havde det enormt sjovt.”
DYKKER DYBERE NED I MUSIKKEN
Mens udvekslingsopholdet i det amerikanske havde stor indflydelse på den kommende borgmesters indstilling til musik, så var det intet i forhold til det, der så småt tog fart og inden længe eskalerede, da han som 17-årig startede på Aarhus Katedralskole i 1993.
“Fra min gymnasietid og frem blev dyrkelsen af musikken mere foku- seret – jeg kastede min kærlighed på grunge-bands som Nirvana og Pearl Jam, men var også vild med Red Hot Chili Peppers og Depeche Mode, og jeg dykkede i det hele taget dybere ned i musikken. Som mange andre optog de helt store spørgsmål om tro og eksistens mig i gymnasieårene, og for mig fungerede musikken i den forbindelse som en righoldig kilde med interessante referencer til litteraturen,” husker Jacob Bunds- gaard, der ligeledes i gymnasie-årene tog et par af landets festivaler til sig:
“Det var også på den tid, at jeg begyndte at tage på Roskilde og Skanderborg Festival – festival-livet var superhyggeligt, og man var sammen med mennesker, som man fandt sjove og holdt af. Det var et ‘break’ fra dagligdagen, hvor vi stemplede ud af virkeligheden og for en stund trådte ind i en osteklokke med musik og reminiscenser af 70’erne.”
RIDER PÅ BRITPOP-BØLGEN
I perioden 1996-1998 opholdt den senere borgmester sig i England i halvandet års tid, hvilket ikke overraskende formede den unge mand yderligere ud i det rent musikalske.
“Jeg kom til England i kølvandet på britpop-bølgen, der anført af Oasis, Blur og Pulp skyllede ind over verden i midt-halvfemserne, og det var superfedt. Jeg var til koncerter med de fleste af de store navne i London og oplevede Suede ikke færre end fem gange. Det var også under mit ophold i England, at jeg fik øjnene op for triphop-navne som Tricky og Portishead, som med deres særlige stemninger optog mig meget,” lyder det fra Jacob Bundsgaard, der ved hjemkomsten til Danmark startede sine studier på Aarhus Universitet og hér føjede endnu flere facetter til sin i forvejen så favnende musiksmag:
“Jeg fik øjnene op for de fantastiske nuancer, der ligger i den klassiske musik. Det kræver virkelig, at man bruger tid og kræfter på at sætte sig ind i stoffet, hvis man skal have det fulde udbytte af musikken, men til gengæld er belønningen stor, idet genren byder på klimakser spundet om helt store følelsesmæssige eksplosioner.”
AARHUS’ STÆRKE STATUS
Borgmesteren, der siden også med succes gav opera en chance, mener, at der sker afsindigt mange spændende ting i Aarhus i øjeblikket, og det fryder ham, at musik-Aarhus er i så opløftende en forfatning.
“Der har ganske enkelt aldrig været så gode spillesteder og så meget god Aarhus-musik, som der er i øjeblikket. Der laves musik af tårnhøj kvalitet, og de bands, der er seriøse, har jo også næsten alle et internationalt perspektiv – se bare på navne som Lydmor og Go Go Berlin. Der er et miljø og mange unge mennesker i Aarhus, og det vil vi understøtte i det omfang, der nu er muligt – jeg tror på, at vi skal skabe miljøer, hvor folk på tværs af bands og genrer kan udfordre hinanden,” lyder det visionært fra Jacob Bundsgaard – borgmesteren med den så dybe forkærlighed for musik.
Eventbilleder
Iceage
D. 28. februar 2015 – ARoS, Aarhus
Foto: Ole Lauritsen
karin park
D. 28. april 2015 – Aarhus Hovedbanegård
Foto: Tommy Frost
per vers
D. 12. maj 2015 – Institut For (X), Aarhus
Foto: Steffen Jørgensen
The paradise bangkok molam international band
D. 16. juli 2015 – Lille Torv, Aarhus
Foto: Louise Koustrup
Blunt
D. 22. august 2015 – Atlas’ tag, Aarhus
Foto: Louise Koustrup
Sambra Toure
D. 8. oktober 2015 – Atlas, Aarhus
Foto: Louise Koustrup
Mew
D. 5. november 2015 – Steno Museet, Aarhus
Foto: Steffen Jørgensen
Blaue Blume
D. 21. november 2015 – Kvindemuseet, Aarhus
Foto: Martin Budde Andersen
